fredag den 28. oktober 2011

Fuldkornsspeltbrød


Opskriften på dette fuldkornsspeltbrød opstod ud af det jeg lige havde køleskab og skuffer.
Brødet blev rigtig lækkert, men selvfølgelig bedst de første 2 dage. De efterfølgende dage blev det ristet og det egnede det sig også godt til.

Fuldkornsspeltbrød:

50 g gær
4 dl vand
5 dl fuldkornsspeltmel
1 spsk. honning
½ dl yoghurt naturel
1 tsk. salt
7,5-8 dl hvedemel

Opløs gæren i fingerlunt vand. Tilsæt honning, yoghurt og salt. Ælt melet i dejen og ælt dejen godt i gennem i ca. 5 minutter. Dejen sættes til hævning et lunt sted i 45 min. Form brødet og lad det efterhæve på bagepladen i 30 minutter. Skær mønster i brødet 1 cm dybt. Pensl med vand.
Bages ved 180 grader i ca. 25 minutter.
Husk ikke at pakke brødet ind i et viskestykke eller lign. efterfølgende, det gør skorpen blød. Lad det stå på bagepladen eller en rist til det er kølet helt af.

søndag den 23. oktober 2011

As american as apple pie...

Vi har været så heldige i år, at der er flere, der har tænkt på os, da de skulle høste deres æbletræer og det gav jo så anledning til at bage lidt.

Disse æblekanelmuffins blev rigtig gode, de er lavet på madæbler, men den lidt syrlige smag af æbler og så det søde i selve kage var et rigtig godt miks.



Æblekanelmuffin:
(ca. 15 stk.)

115 g smør
150 g sukker
2 æg
190 g mel
1 dl havregryn
½ tsk. salt
1 tsk. bagepulver
½ tsk. vaniljesukker
2 tsk. stødt kanel
0,75 dl mælk
4 groftrevede æbler

Smelt smør, skal køle. Rør sukker og æg luftige. Bland mel, havregryn, salt bagepulver, vaniljesukker og kanel sammen og kom det i. Tilsæt mælk, smør og æblerne.
Fyldes i forme, fyld dem 3/4 op.
Bages ved 200 grader i ca. 15 minutter.



Det er første gang, at jeg har prøvet at lave apple pie, men jeg synes, at det var helt oplagt nu, hvor jeg havde fået alle de lækre æbler.
Det var faktisk meget mere simpelt end jeg havde forestillet mig, det der tog længst tid var at skrælle alle de mange æbler der skulle i. Kanterne er ikke blevet så flotte, det må lige gøres om på den næste :)

Apple pie

Mørdej:
150 g smør
4 dl mel
½ dl flormelis
1 æg
½ spsk. vand

Smør, flormelis og mel blandes i en skål, brug fingrene til at fordele smørret. Tilsæt æg og vand og saml dejen uden at ælte den. Pak dejen ind i film og læg den i køleskabet en times tid.

Fyld:
12 store æbler (jeg brugte 14 mellemstore madæbler)
Saften fra 1 citron
50 g smør
4 spsk. sukker
2 tsk. stødt kanel
1 tsk. stødt ingefær

Skæl æblerne og skær dem i både (jeg brugte en æbleskærer, det gjorde det lidt nemmere). Læg dem i en skål og tilsæt citronsaften, bland godt rundt. Kom smør, sukker, kanel og ingefær på en pande og tilsæt æblerne, de steges til de er bløde. Lad dem køle af.
Del mørdejen i to portioner, en lidt større end den anden.
Rul den største portion ud ca. 30 cm i diameter (for at gøre det nemmere dryssede jeg mel på et stykke bagepapir og lagde mørdejen derpå og rullede den ud, så kunne dejen nemt vendes over i tærteformen efterfølgende). Tryk forsigtigt dejen til i formen. Fordel æbleblandingen ovenpå mørdejen.
Rul den mindste portion ud ca. 25 cm i diameter og læg den som låg ovenpå æblerne. Klem kanterne på det nederste og øverste lag mørdej sammen. Fjern evt. overskyden dej.

Æg og mælk til pensling
Rørsukker

Bland 1 æg og lidt mælk og pensl kanterne og toppen af tærten. Drys med rørsukker.
Skær små snit eller lav små huller i låget og bag tærten ved 180 grader nederst i ovnen til den er gylden.
Den kan serveres med vaniljeis, creme fraiche eller drysses med flormelis.

God fornøjelse :)

lørdag den 15. oktober 2011

Jack O´Lantern´s


I dag har vi lavet græskarlygter. Det er første gang jeg selv har prøvet at lave dem, det sviner godt nok en del synes jeg, men det var faktiske nemmere at skære i dem, end jeg havde troet.
Min mand har pillet alle græskarkernerne fra, så vi kan prøve at dyrke vores egne græskar til næste år.
Nu står hovederne og lyser uden foran vores hoveddør, det ser altså bare så hyggeligt ud :)
Jeg brugte en kniv til at skære toppen af, en metalske til at grave "indmaden" ud og en klinge til en stiksav til at skære selve hovedet ud og derefter penslede jeg indvendigt med atamon. Min mand og søn borrede et hul i stilken på hver af de 2 græskar, som fungerer som skorsten.
Jeg er spændt på, hvor længe de holder :)

søndag den 9. oktober 2011

Grrr......

Endnu en opskrift fra den fantastiske "a piece of cake" bog. Det er en opskrift på Lionbars, men jeg synes, at de blev alt for store, så det blev til bites i stedet for.

Lionbites:
(ca. 35-40 stk.)

3 dl crunchy peanutbutter
2 dl lys sirup
75 g sukker
1 spsk. vaniljesukker
3 dl kokosmel
5 dl ricekrispies
250 g mørk chokolade

Peanutbutter, sirup, sukker og vaniljesukker smeltes i en gryde ved lav varme. Kokosmelen ristes på en tør pande. Kokosmelen og ricekrispies røres i peanutbutterblandingen. Et mellemstørrelse fad beklædes med film og massen fordeles jævnt ud over bunden og stilles i køleskabet i ca. 1½ time til den er fast.
Chokoladen smeltes over vandbad. Skær kagen i passende stykker og dyb i chokoladen. Stykkerne stilles i køleskabet til chokoladen er stivnet.

Godkendt af mindstemanden ;)

lørdag den 8. oktober 2011

Hole in one.... or two...


Denne golfkage er lavet til Brian, der fylder 30 år. Den består af chokoladekage og limemousse og er smurt op med chokoladefrosting (der tegner sig efterhånden et mønster af, hvad jeg bedst kan lide ;)). Opskriften på limemousse fandt jeg et sted på nettet for omkring 2½ år siden, da jeg ledte efter opskrifter til min aller første fondantkage.


Limemousse:
2 tsk. revet limeskal (ikke overfladebehandlede)
1 dl limesaft (der skal bruge ca. 6 stk. lime)
2 dl creme fraiche
2 dl yoghurt natural
1½ dl sukker
6 blade husblas
4 dl piskefløde

Riv limeskal og pres limefrugterne. Rør creme fraiche, yoghurt og sukker sammen, der skal røres indtil sukkeret er opløst. Husblassen opblødes i vand som anvist på pakken. Fløden piskes stiv. Husblassen smeltes i limeskal og limesaft og hældes i en tynd stråle ned i creme fraiche blandingen mens der røres hurtigt. Blandingen vendes derefter i fløden.
Moussen skal stå i køleskabet et par timer inden den kan lægges i kagen.

søndag den 2. oktober 2011

Efterårshygge


Da jeg skulle lave kanelsnegle i dag, startede jeg ud fra den opskrift, jeg plejer at bruge, men så kom jeg lige til at spørge onkel google og fandt så en opskrift fra Mette Blomsterberg og disse snegle endte som en blanding af det hele :) Så her kommer min udgave af kanelsnegle med glasur.

Kanelsnegle:
(ca. 22 stk.)

2,5 dl mælk
50 g gær
3 æg
2 tsk. stødt kanel
2 tsk. kardemomme
1,5 tsk. vaniljesukker
1 tsk. stødt ingefær
1 tsk. salt
150 g smør
2 spsk. sukker
ca. 600 g mel

Fyld:
250 g smør
3,5 dl farinsukker
2 spsk. stødt kanel

Glasur:
Flormelis
Citron
Kakao
Vand

Lun mælken og rør gæren ud heri. Tilsæt de øvrige ingredienser. Husk at tilsætte melen lidt ad gangen. Dejen sættes tildækket et lunt sted i ca. 30 minutter.
Rør smør, farin og kanel sammen.
Rul dejen ud til en firkant og smør fyldet på. Rul dejen sammen og skær tykke skiver ca. 2 cm.
Lad skiverne efterhæve på bageplade i ca. 30 minutter inden de bages ved 190 grader i ca. 15 minutter. Stil kanelsneglene til afkøling på en rist og når de er kølet af, puttes glasuren på.

Glasuren laver jeg på slump. Den hvide glasur er lavet af flormelis, citronsaft og vand. Den mørke er lavet af flormelis, kakao og vand. Jeg tilsætter en teske væde ad gangen, til det har den rette konsistens. Glasuren skal helst være lidt tyk i det, så den ikke løber ud af sneglen igen.

lørdag den 1. oktober 2011

Mmmmm Hummus!


Jeg føler mig meget syndig, da jeg har lavet denne hummus af kikærter fra DÅSE!! (de var godt nok økologiske ;)) Men hold da op, hvor var det bare smart! Ikke noget med udblødning natten over, men lige klar til at lave, når det passer ind i planerne. Hummusen blev rigtig fin og jeg synes ikke, at man kunne smage forskel.

Hummus:
(som tilbehør til 4 personer)

4 dl udblødte kikærter
2 store fed hvidløg
½ dl olivenolie
lidt citronsaft
salt
evt. spidskommen

Blend alle ingredienserne i en blender. Der kan evt. være behov for lidt mere olie, men smag til undervejs.
Serveres som tilbehør med brød til.